Pax romana latin for romersk fred bruges om fredstiden i Romerriget fra 27 f.Kr. til 180 e.Kr. Udtrykket stammer fra, at Roms styre og Romerretten pacificerede de regioner, der havde ligget i krig med hinanden. Undertiden med magt. Under Pax romana var der krig med flere nabostater. Inden for Romerriget var der relativt stille uden borgerkrige og store invasioner.

Pax romana dækker over, at romerne havde meget at tilbyde de folk, de undertvang. Der varede sjældent længe, før de besejrede, der ofte havde været martrede af indbyrdes strid mellem høvdinge, klanledere og konger, indså fordelene ved det romerske samfunds struktur: Gode veje sikret af militær, et stabilt retssystem, blomstrende økonomi pga. handel med resten af riget, tryghed og beskyttelse mod barbarer af slagkraftige legioner, mulighed for romersk statsborgerskab og social opstigen ved hvervning til den romerske hær. Pax Romana betød dog ikke, at romerne ikke ekspanderede militært, men Romerriget oplevede hverken ødelæggende borgerkrige eller faretruende invasioner. Opstande rundt om i riget blev slået ned. Herunder briternes oprør i 60 e.Kr. med ca. 150.000 døde.

Pax romana varede fra år 29 før Kristus, da kejser Augustus erklærede en ende på de store borgerkrige, til år 180, da kejser Marcus Aurelius døde. Pax Romana gavnede romersk handel, og velstanden steg.

Begrebet er overført til andre tider, hvor magter opretholder fred og undertrykker stridigheder. Som i Pax Mongolica, Pax Americana, Pax Britannica, Pax Eunionia og Pax Microsoftia.