For alternative betydninger, se Makedonien (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Makedonien)

Med Makedonien i oldtiden (græsk Μακεδονία, Makedonia) menes her oldtidens græske Makedonien på Alexanders tid.

Alexander den Store (356 f.Kr. – 323 f.Kr.), var makedonsk. Hans hjemland var Makedonien. Selv om Makedonien ligger lige nord for de græske bystater, var der endnu i klassisk tid adskillige grækere, som hævdede, at makedonerne ikke var rigtige grækere, men barbarer som alle, der ikke var med i grækernes sproglige og kulturelle fællesskab. Men efter alt at dømme var makedonernes sprog en græsk dialekt og det er rimeligt at regne dem med til det græske kulturkreds.

Makedonien regnes af historikerne som tilhørende de græske bystater (polis). De havde ikke et systematiseret skriftsprog, men dannede athenere har senere beskrevet deres dialekt, som også er nedskrevet i teaterstykket "Makedonerne", og heraf konkluderer sprogvidenskaben, at der var tale om en form for æolisk. Selv om de lå i udkanten og selv om de sandsynligvis er blevet præget fra illyriske og thrakiske folk fra vest, nord og øst. Fra det 5. århundrede f.Kr. vandt den attiske græsk dialekt og kultur i stigende grad frem i Makedonien. Først ved den makedonske adel og kongefamilien, der indførte attisk som tale- og skriftsprog, og siden blev det generelt.

Makedonien havde en del frugtbar agerjord i floddalene og ved kysten. Men det meste af landet var bedre egnet til kvæghold og hesteopdræt, hvis det da ikke var for uvejsomme bjerge og skovstrækninger. Fra skovene kom der imidlertid det tømmer som det øvrige, træfattige Grækenland havde hårdt brug for til at kunne bygge skibe. I bjergene var der guld og sølv som de makedonske konger kunne bruge til egne mønter. Det meste af guldet kom fra ”kongens fæller” -bjerget.

Makedonien havde ikke ret mange ”vigtige” byer. De vigtigste af byerne var Aigai, Makedons den gamle hovedstad og Pella, den ny hovedstad, som overtog rollen som hovedstad i det 4. århundrede f.Kr.
Sammenlignet med stater som Athen og Korinth var Makedonien et primitivt samfund af større og mindre agerbrugere og kvægavlere. Deres forfatning var også ganske anderledes end den athenske. I Makedonien fandtes der stadig en konge som var den øverste leder og anfører i krig. Men kongen var ikke helt enevældig. Han styrede sammen med medlemmer af kongefamilien og ledere af landets fornemmeste adelsslægt. Tilsammen blev de kaldt for ”kongens fæller”. I særlige tilfælde kunne medlemmer af ”kongens fæller” optræde som tronprætendenter. Desuden var det en almindelig folkeforsamling eller snarere en hærforsamling, der skulle anerkende den ny konge, hvis den gamle konge døde og arvingen ikke var gammel nok, til at regere.

• Makedoniens oldtidshistorie er også behandlet i artiklen om Alexander den Store.