En stenhvælvsbro er en ældre type stenbro. Hvælvingen er baseret på princippet om, at belastningen på broen hovedsageligt absorberes i form af trykkræfter langs hvælvingen. Stenhvælvsbroen hviler på én eller flere buer, som består af løse dele, oftest natursten som er stengærdelignende.^[1]

Romerne byggede mange broer og akvædukter på denne måde. Eksempler på denne bygningsmetode: Pont du Gard uden for Nîmes i Frankrig og akvædukten i Segovia, Spanien. Ponte Vecchio i Firenze er Europas ældste segmenthvælvsbro.^[2]

Også i Norden har man opført stenbroer med buer, i Danmark især i perioden 1750-1900,^[3] men også i ældre tid. I Sverige er der stadig omkring 600 stenhvælvsbroer bygget af natursten. Den gamle Årstabro i Stockholm var i mange år Sveriges længste. Norrbro også i Stockholm, er byens ældste og designet af Erik Palmstedt. Den blev indviet i 1807.

De moderne buebroer i jernbeton eller stål er en videreudvikling af stenhvælvsbroprincippet.^[4]

• 
  Gejlå Bro er et dansk eksempel på en stenhvælvsbro.
• 
  Svensk stenhvælvsbro beliggende hvor Göta landsväg passerer på Årstafältet sydvest for Stockholm.
• 
  Romersk bro i Alcántara, (bygget i perioden 103–106 e.Kr.), beliggende i Spanien.
• 
  Den norske Muustrobroen på Inderøy i landsdelen Trøndelag.
• 
  Wolfshagen stenhvælvsbro i delstaten Brandenburg, Tyskland.

Spire Denne artikel om byggeri og bygningsdele er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.