En speciallæge er en person der efter fuldført universitetsuddannelse til læge (medicinstudiet) og klinisk basisuddannelse (KBU), yderligere har gennemført en praktisk og teoretisk videreuddannelse i et af de 39 medicinske specialer godkendt af Sundhedsstyrelsen.^[1] Denne videreuddannelse har, afhængigt af speciale, en varighed på 5-6 år.^[2] Speciallæge er en beskyttet titel og kun personer der har gennemført førnævnte forløb samt efterfølgende opnået autorisation som speciallæge må benytte sig af betegnelsen.

En almindelig praktiserende læge er speciallæge i almen medicin.

Speciallæger kan både have sin egen praksis eller være ansat i sygehusvæsnet. Indenfor visse specialer er det mere almindeligt med egen praksis, fx oftalmologi (øjenlæger), dermatologer (hudlæger) mv. mens andre specialer stort set kun findes på sygehuse, fx de fleste intern medicinske specialer og kirurgiske specialer. Speciallæger på sygehuset har typisk titel af afdelingslæge eller overlæge.

Følgende 39 medicinske specialer er anerkendt af Sundhedsstyrelsen:^[1]

• Almen medicin
• Akutmedicin
• Anæstesiologi
• Arbejdsmedicin
• Børne- og ungdomspsykiatri
• Dermato-venerologi
• Diagnostisk radiologi
• Gynækologi og obstetrik
• Intern medicin: endokrinologi
• Intern medicin: gastroenterologi og hepatologi
• Intern medicin: geriatri
• Intern medicin: hæmatologi
• Intern medicin: infektionsmedicin
• Intern medicin: kardiologi
• Intern medicin: lungesygdomme
• Intern medicin: nefrologi
• Intern medicin: reumatologi
• Kirurgi
• Karkirurgi
• Plastikkirurgi
• Thoraxkirurgi
• Urologi
• Klinisk biokemi
• Klinisk farmakologi
• Klinisk fysiologi og nuklearmedicin
• Klinisk genetik
• Klinisk immunologi
• Klinisk mikrobiologi
• Klinisk onkologi
• Neurokirurgi
• Neurologi
• Oftalmologi
• Ortopædisk kirurgi
• Oto-rhino-laryngologi
• Patologisk anatomi og cytologi
• Psykiatri
• Pædiatri
• Retsmedicin
• Samfundsmedicin