Quisling har siden 2. verdenskrig været et synonym for en kollaboratør, en værnemager eller en landsforræder. The Times benyttede "quisling" i betydningen "landsforræder" første gang 19. april 1940. ^[1]

Udtrykkets tilblivelse skyldes nordmanden Vidkun Quisling, der af tyskerne i 1942 blev udnævnt til "ministerpræsident" under den tyske besættelse af Norge 1940-45. Navnet Quisling - også skrevet Qvisling, Quislin, Qvislin og Quislinus - er en norsk slægt fra Telemark, som kan føres tilbage til den danske præst Laurits Ibsøn Quislinus (også stavet Lars Ibsen Qvislin, 1634–1700), som kom til Christiania som slotspræst i 1665. ^[2] Navnet er en latinisering af stednavnet Kvislemark, beliggende på Sjælland. Leddet "kvisle" i "Kvislemark" skal hænge sammen med "todelt [å]" eller "dele af en å", og er beslægtet med ordet "kvist". ^[3]

En norsk tokroneseddel blev under krigen kaldt "en quisling", mens enkroneseddelen blev kaldt "usling", med begrundelsen, at der gik to uslinger på én quisling. ^[4]

Betegnelsen "quisling" slog igennem i løbet af krigen. Blandt andet kommenteredes det i en satiretegning af Ragnvald Blix med titlen "Vidkun Quisling på besøg i Berlin":

Quisling: "Jeg er Quisling."

Adjutanten: "Og navnet?" ^[5]