Michael den Tapre (rumænsk: Mihai Viteazul; født ca. 1558, Orașul de Floci i Valakiet, død 9. august 1601 i Turda i Dakien) var en fyrste der kortvarigt forenede Valakiet, Moldavien og Transsylvanien omkring år 1600.

Han blev født c. 1558 og var muligvis en uægte søn af Pătrașcu den Gode, fyrst af Valakiet; hans mor var Teodora Cantacuzino .^[1] Han holdt flere embeder i landet men måtte flygte i 1593, først til Transsylvanien, derefter til Konstantinopel, hvor den Osmanniske Sultan – dengang Valakiets overhoved – indsatte ham som den nye fyrst.

Michael gjorde oprør mod tyrkerne i 1594 og kæmpede i forbund med Siegmund Báthory af Transsylvanien, Aron Vodă af Moldavien, og den tysk-romerske kejser Rudolf 2. Krigen forsatte med skiftene resultater indtil en fredstraktat i 1599.

Under Michaels regering vandt bojarerne – den rumænske adel – fuld magt over deres bønder som blev træller.

En magtkamp i Transsylvanien ledte Michael til at marchere ind i oktober 1599. Med Slaget ved Șelimbăr sejrede han over Andreas Báthory og blev fyrste af Transsylvanien under kejserens overhøjhed. I april 1600 angreb han sin fjende Jeremias Movilă, fyrsten af Moldavien, som måtte flygte til Polen. Et oprør brød nu ud i Transsylvanien. Efter mange vanskeligheder og skiftende forbund genvandt Michael kontrol. Men kort derefter – den 9. august 1601 – blev han bedraget og myrdet af sine forbundsfæller, Rudolf 2. og hans general Giorgio Basta.

For rumænske nationalister som Nicolae Bălcescu blev Michael den Tapre en forløber for Rumæniens forening.

Ordenen af Michael den Tapre (Mihai Viteazul), Rumæniens højeste militær-dekoration, blev stifted i 1916.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Michael den Tapre
  mere information på rumænsk