Kvan
| Kvan | |
|---|---|
 Fjeldkvan (Angelica archangelica ssp. archangelica) | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Plantae (Planter) |
| Division | Magnoliophyta (Dækfrøede planter) |
| Klasse | Magnoliopsida (Tokimbladede) |
| Orden | Apiales (Skærmplante-ordenen) |
| Familie | Apiaceae (Skærmplante-familien) |
| Slægt | Angelica (Angelik) |
| Art | A. archangelica |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Angelica archangelica L. | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Kvan (Angelica archangelica) er en 120-230 cm høj plante, der i Danmark findes som underarten strandkvan langs kystnære vandløb, strandenge og tangvolde.[1] I middelalderen blev plantens tørrede rødder anset som det bedste middel mod pest.[2]
Beskrivelse
[redigér | rediger kildetekst]Kvan er en to- til flerårig, urteagtig plante med en kraftig, opret vækst. Stænglerne er hårløse, rillede og hule. Bladene sidder spredt, og de er 2-3 dobbelt fjersnitdelte med ægformede småblade. Bladstilkene er runde i tværsnit. Bladranden er groft takket, af og til trefliget, og under- og oversiderne er lysegrønne. Blomstringen sker i juni-juli, hvor man ser blomsterne sidde samlet i endestillede, halvkugleformede storskærme. De består af småskærme, som ligeledes er halvrunde. De enkelte blomster er grønlige og regelmæssige. Frugterne deles ved modenhed i to fladtrykte og strågule delfrugter.[1]
Rodnettet består af en kraftig, lodret jordstængel, som bærer tykke siderødder. Højde x bredde og årlig tilvækst: 2,30 x 1 m (230 x 100 cm/år).
Voksested
[redigér | rediger kildetekst]De to underarter, strandkvan (Angelica archangelica ssp. litoralis) og fjeldkvan (Angelica archangelica ssp. archangelica) har forskellige levesteder. Strandkvan findes langs kysterne på fugtige strandenge i Norden (inkl. Island) og de baltiske lande, mens fjeldkvan findes vildtvoksende i de norske og svenske fjelde, på Grønland, Island, Færøerne og i bjergegne i Østeuropa. Fjeldkvan dyrkes desuden flere steder i Europa og findes forvildet herfra.[3][2]
I Danmark findes strandkvan hist og her i de østlige egne. I Nord- og Vestjylland er den meget sjælden.[1]
Som eksempel på et dansk voksested for strandkvan er strandsand ved Ebeltoft Færgehavn, hvor den findes sammen med bl.a. cikorie, pastinak, sankthansurt, sandhjælme, strandmalurt, tagrør og vårbrandbæger.
Indholdsstoffer
[redigér | rediger kildetekst]Alle dele af planten dufter krydret og syrligt, men strandkvan smager i reglen ret bittert, mens fjeldkvan er mere mild og aromatisk. Planten indeholder terpener, kumarin, angelicin, tannin, β-terebangelen (det stof, som giver Kvan dens karakteristiske lugt, og som har sumformlen C10H16) og de organiske syrer metyletyleddikesyre og hydroxymyristinsyre.[kilde mangler]
Underarter
[redigér | rediger kildetekst]- Strandkvan (Angelica archangelica ssp. litoralis) har småsvøbblade, der er omtrent halvt så lange som blomsterstilkene og små frugter med afrundede ribber.
- Fjeldkvan (Angelica archangelica ssp. archangelica) har småsvøbblade, der har sammen længde som blomsterstilkene og store frugter med tydelige ribber.
Anvendelse
[redigér | rediger kildetekst]I Norge, Island, på Færøerne og i Grønland blev plantens C-vitaminindhold brugt til at modvirke skørbug. I middelalderen blev planten anvendt som det måske vigtigste middel mod pest. Roden blev anset for særlig virksom.[2]
Kvan nedbryder oxalsyren i rabarber. Stænglerne kan blancheres og derefter koges som grønsag, og de kan knuses og koges sammen med frugt til marmelader. Stængler af kvan er gode at kandisere. Kvanfrø bruges som smagsgiver i vermouth, chartreuse og gin.[4]
Kvanblade kan tilsættes akvavit til en velsmagende bjesk.
Kvan er det karakteristiske smagsstof i benediktinerlikør.[3] Kvan indgår desuden i Carlsbergs luksusøl, Jacobsen - Saaz Blonde.
Stednavne
[redigér | rediger kildetekst]Kvan indgår i flere danske stednavne, fx Kvanløse og den formodet degenererede form Vanløse.[4] Men denne forklaring sætter Hald 1953 (Nudansk Ordbog) spørgsmålstegn ved, idet han tilføjer, at ordet mest bruges om en i Danmark ikke naturligt forekommende plante, den anførte Archangelica officinalis. [5]
 |
Se opskrift på Kvan-bitter i WikiKogebogen |
Kilder og eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c Signe Frederiksen et al., Dansk flora, side 590, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 8702112191.
- ^ a b c M. Skytte Christiansen og Henning Anthon: Danmarks Vilde Planter, Branner og Korchs Forlag 1958. Side 457.
- ^ a b Arne og Anna-Lena Anderberg: Den virtuella floran, Naturhistoriska riksmuseet (svensk)
- ^ a b Gitte Kuhne Plambek (17. aug. 2014): Kvan- Engleurten der nærmest er gået i glemme-bogen. Cuisinek. Hentet 5. marts 2017.
Text is available under the CC BY-SA 4.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.
