Kannibalisme (fra spansk caníbal i forbindelse med påstået kannibalisme blandt Carib-indianere) eller antropofagi (fra Græsk anthropos "menneske" og phagein "at æde") betegner, at mennesker fortærer andre mennesker. I zoologi bruges kannibalisme om arter, som konsumerer artens medlemmer.

Neandertalere menes at have praktiseret kannibalisme.^[1][2]

Kannibalisme har tidligere været praktiseret af flere samfund^[3] i Europa,^[4][5] Sydamerika,^[6] New Zealand,^[7] Nordamerika,^[8] Salomonøerne,^[9] Ny Kaledonien,^[10] New Guinea^[11] og Fiji,^[12] sædvanligvis under ritualer forbundet med stammekrig. Fiji var kendt som “Kannibaløerne”. Beviser på kannibalisme er fundet i Chaco Canyon i New Mexico i ruinerne efter Anasazikulturen.

Kannibalisme ses hovedsageligt i tre situationer:^[13]

Rituel spisning af slægtninge i Ny Guineas højland er forklaret med, at det har været et nødvendigt proteintilskud for landbrugscivilisationen, der ellers kun havde adgang til lav-protein-holdige afgrøder og små dyr som mus, edderkopper og frøer.^[14] Korowai stammen i det sydøstlige Papua Ny Guinea menes at være den sidste kannibalstamme i verden.

Den dødelige hjernesygdom kuru er i flere stammer spredt med fortæring af slægtninges hjerne. Sygdommen ligner Creutzfeldt-Jakobs sygdom.

Kannibalisme i forbindelse med nødsituationer ses blandt andet ved skibbrud og under Belejringen af Leningrad under 2. verdenskrig.

I 1972 styrtede et fly ned i Andesbjergene med et hold rugbyspillere fra Uruguay. Nogle af dem overlevede flere måneder ved af spise de døde. Denne hændelse er beskrevet i bøger og film, blandt andet bogen Alive.

• Fund af marvspaltede menneskeknogler på bopladsen Dyrholmen (nær Randers) fra Ertebøllekulturen tyder på kannibalisme i dansk stenalder.
• I Tyskland er 1.891 tegn^[hvilke?] på kannibalisme set i hulerne ved floden Hönne ( 1000 – 700 f.Kr.).
• Kannibalisme er beskrevet i Biblen under belejringen af Samaria (2. Kongebog 6:25 -30): To kvinder indgik en pagt om at spise deres børn. Efter at den første moder havde kogt sit barn, spiste den anden moder det, men nægtede at gøre gengæld ved at koge sit eget barn. Næsten den samme historie bliver fortalt af Flavius Josephus under romernes belejring af Jerusalem
• Kannibalisme blev dokumenteret i Egypten under hungersnøden (1073–1064 f.Kr.)
• Sankt Hieronymus fortæller i brevet Mod Jovinianus omkring 360 om sit møde med stammen Atticoti i Gallien: De holdt i Bretagne af at spise "bagdelen fra får og brysterne fra kvinder".
• I 2001 fandt arkæologer fra Bristol Universitet beviser på jernalderkannibalisme i Gloucestershire.^[15]

Kanibalisme har længe været et populært tema som i de klassiske vittighedstegninger med en hvid missionær, der har en sidste, vittig replik, mens han bliver kogt i stammens gryde. Fra teateret kan nævnes musicalen Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street (1979), om en barber, hvis ofre ender i kødtærter. Romanen The Silence of the Lambs (1988) handler om den menneskeædende seriemorder Hannibal Lecter. Den bedst kendte af de mange italienske kannibalfilm fra 1980'erne er Cannibal Holocaust (1980), om et dokumentarfilmhold på afveje i Sydamerika. Fra Danmark kendes den Sweeney Todd-inspirerede filmkomedie De grønne slagtere (2003).

• Gilles de Rais (1404-1440), fransk adelsmand
• Andrej Tjikatilo (1936-1994), kendt som "den røde ripper"
• Issei Sagawa (f. 1949), japansk kunstmaler og forfatter
• Tsutomu Miyazaki (1962–2008), kendt som "lillepigemorderen"
• Armin Meiwes (1961) kendt som kannibalen fra Rotenburg

• Kim Boye Holt: Mennesker på menuen – kannibaler før og nu (Carlsen, 2003)
• Pia Harritz: Smag på livet, artikel i Filmmagasinet Mifune nr. 22, 2007
• Jesper Bo Petersen: Karrierekannibalen, artikel i Filmmagasinet Ekko nr. 46, 2009

Wikimedia Commons har medier relateret til: Kannibalisme

Se Wiktionarys definition på ordet: kannibalisme