Ankararegeringen (tyrkisk: Ankara Hükûmeti,^[1] officielt Den store nationalforsamlings regering tyrkisk: Büyük Millet Meclisi Hükûmeti^{[2][3][4][5][6]} var navnet på den provisoriske og revolutionære tyrkiske regering med hovedsæde i Ankara (dengang kaldet Angora^[7]) under den Tyrkiske uafhængighedskrig (1919–1923) under Osmannerrigets sidste par år. Ankararegeringen bestod af medlemmer af Den tyrkiske nationalbevægelse der var i opposition til regeringen i Konstantinopel under ledelse af den osmanniske sultan.

Under uafhængighedskrigen havde Ankararegeringen kommandoen over en hær, kaldet Kuva-yi Milliye ("Nationalstyrkerne"). Efter uafhængighedskrigen og sejren over den monarkistiske regering i Konstantinopel erklærede Ankararegeringen Det Osmanniske Riges for opløst og udråbte i stedet i 1923 Den Tyrkiske Republik.

Hovedartikel: Tyrkiske uafhængighedskrig.

Efter Det Osmanniske Riges nederlag i 1. verdenskrig med de øvrige Centralmageter besatte De Allierede Konstantinopel (Istanbul). Den osmanniske regering i Konstantinopel fortsatte efter besættelsen under ledelse af den osmanniske sultan, Mehmed 6.. Ankararegeringen blev grundlagt for at repræsentere Tyrkiet, da hjemstedet landets hovedstad Konstantinopel var besat. Ved etableringen af Den Store Nationalforsamling den 23. april 1920 afviste forsamlingen ikke i første omgang det osmanniske sultanets legitimitet, men kaldte sine ministre "Vekil" (fungerende) i stedet for det ellers benyttede "Nazır" for at understrege den nye regerings provisoriske karakter.

Præsidenten for Den Store Nationalforsamling (efter den 8. februar 1921 Tyrkiets Store Nationalforsamling), og senere leder af Tyrkiet, var Kemal Atatürk. Da Det Osmanniske Rige den 11. oktober 1922 underskrev våbenhvilen i Mudanya (der afløste den tidligere våbenhvile i Mundros af 30. oktober 1918) beskyldte Ankararegeringen sultanens regering i Konstantinopel for af have samarbejdet med de Allierede under besættelsen af Konstantinopel og afviste Konstantinopel-regeringens legitimitet.

Konstantinopel-regeringen forsøgte forgæves at nedkæmpe Ankararegeringen militært. I 1921 optrådte diplomatiske delegationer fra både sultanens Konstantinopel-regeringen og fra Atatürks Ankararegering på Londonkonferencen. På konferencen erklærede den osmanniske diplomatiske delegation imidlertid, at den anerkendte Ankararegeringens legitimitet og at Ankararegeringen kunne forhandle på Osmannerrigets vegne. Ved Lausanne-traktaten af den 24. juli 1923 blev der indgået en endelig fredsaftale mellem Osmannerriget og de Allierede, hvorved Ankararegeringen blev internationalt anerkendt. Den 29. oktober 1923 erklærede Ankararegeringen og den øverste forsamling Osmannerriget for værende opløst og Republikken Tyrkiet blev udråbt.

1. ^ Esra Yakut: Şeyhülislâmlık: yenileşme döneminde devlet ve din, Kitap Yayınevi Ltd., 2005, ISBN 9789758704941, page 198,199. (tyrkisk)
2. ^ Pars Tuğlacı: Çağdaş Türkiye, Cem Yayınevi, 1987, Turkey page 358. (tyrkisk)
3. ^ Hakan Alan, Avni Alan: İstanbul Şehir Rehberi, ASBOOK, 2007, ISBN 9750114701, page 12. (tyrkisk)
4. ^ Yahya Kemal: Eğil Dağlar, Kubbealtı Publishing, 1966, ISBN 9757618519, pages 13, 92-93, 138, 155, 170, 188, 204-205, 232, 302, 338. (tyrkisk)
5. ^ William Hale: Turkish Foreign Policy, 1774-2000, Routledge, 2012, ISBN 0415599865, pages 36, 37, 38, 50, 265.
6. ^ Kemal Kirişci, Gareth M. Winrow: The Kurdish Question and Turkey: An Example of a Trans-State Ethnic Conflict, Routledge, 1997, ISBN 0714647462, pages 71-75, 77-79, 80, 82-84.
7. ^ Society (4 marts 2014). "Istanbul, not Constantinople". National Geographic Society (engelsk). Arkiveret fra originalen 3. januar 2020. Hentet 28 marts 2019.

• Kemalisme

• History of the Grand National Assembly Arkiveret 12. januar 2022 hos Wayback Machine